Fejrer 160 år med stort Ligastævne 14.-17. maj
13-05-2026
Svendborg Sunds Sejlklub er godt i gang med sejlsæson nummer 160.
D. 10. maj blev der for 10. gang i træk afholdt Alene Rundt i Øhavet med 23 deltagende singlehandsejlere.
Torsdag d. 14. maj 2026 kl. 9:00 på Strandgården åbner borgmester Bo Hansen fire festlige dage med Sejlsportsligaen på besøg.
Første start skydes i gang kl. 10:00 og det er publikumsvenlige kapsejladsbaner tæt på Rantzausminde Havn, så kig forbi Strandgården og oplev Danmarks bedste J70-sejlere dyste på sundet i spritnye J70-både. Der er garanti for spændende sejladser, og der er speak fra Strandgården så alle kan følge med.
Torsdag og fredag er det 1. division, mens det lørdag og søndag er 2. division.
Der er også lokale hold med, ligesom ca. 35 frivillige fra SSS står for afviklingen af det festlige stævne.
Læs også sejlsportsmedieomtalen her: Sejlsportsligaen tilbage til Svendborg med 200 sejlere – Minbåd.dk

SSS har i det daglige et aktivt J70-sejlermiljø, både for dem der sejler en tur til øerne efter is og for dem, der dyrker kapsejlads.
SSS har også Åben Sejlads Koncept, hvor alle kan komme forbi og prøve en sejltur i en J70.
Desuden har SSS en aktiv sejlerskole, aktiv ungdomsafdeling, aktiv aftensejlads for kølbåde, samt en meget stor voksenjolleafdeling.
Svendborg Sunds Sejlklub fejrer 160 års jubilæum hele 2026 som Danmarks ældste sejlklub, men vi meget optaget af at udvikle fremtidens sejlklub, så kig endelig forbi og dyrk din interesse for vand, natur og fælleskab.

